Hist hvor vejen slår en bugt

 

Hist hvor vejen slår en bugt,

ligger der et hus så smukt.

Væggene lidt skæve stå,

ruderne er ganske små,

døren synker halvt i knæ,

hunden gør, det lille kræ,

under taget svaler kvidre

solen synker, og så vid’re.

I den røde aftensol

sidder moder i sin stol:

kinden luer dobbelt rød,

barnet har hun på sit skød.

Drengen er så frisk og sund,

æblekinden rød og rund!

Se, hvor hun i spøg ham banker

på de søde pusselanker.

Katten står og krummer ryg,

men forstyrres af en myg;

barsk han den med poten slår

og igen som hofmand står.

Moder klapper barnets kind;

se, hvor sødt det sover ind,

drømmer om de engle smukke

i sin lille, pæne vugge.